Uganda vs Tanzania

Inden vi overhovedet begav os af sted til Uganda, fik vi at vide, at vi ville få besøg af Tuja og Poul fra Afrika In Touch i september. Det var utrolig dejligt at få besøg fra Danmark efter en måned i det solrige Afrika, og endnu dejligere var det, at blive overrasket med en tur til Tanzania – Efter Tuja og Paul havde besøgt os i Uganda, skulle de videre til Tanzania i nogle dage, og Afrika In Touch synes at vi fem skulle have muligheden for at opleve en anden del af Afrika, hvilket resulterede i at vi fik fire dage i Tanzania.

Kl. 10:00 om morgenen kørte Pontiano os til grænsen, hvor vi blev hentet af Tujas gamle ven Josephat, fra hendes fire års lange ophold i Tanzania. Josephat er gift med en dansker og bor også i Danmark i Tønder – det er uvurderligt når en afrikaner siger ’Det i orden’ med sønderjysk accent.
Efter vi havde fået visum osv. På plads, gik turen til Bukoba, som ligger omkring halv anden times kørsel fra grænsen. Modsat Uganda har Tanzania store vider med den smukkeste natur – Ugandas natur og også ubeskrivelig smuk, men Uganda har knap så meget urørt natur, der ligger mange huse og lignende spredt rundt omkring.

Efter en hurtig rundvisning i Bukoba og en god frokost, blev vi kørt til ELCT Bukoba Hotel, som er ejet af den lutherske kirke i Tanzania. Varmt vand og himmelseng, mere kan man ikke forlange. Til aftensmad var vi blevet inviteret på middag hos Anne-Marie. Anne-Marie har boet i Tanzania siden hun var 29 år og hun er i dag 75. Som 29-årig blev hun udsendt som missionær, og siden da har hun ikke været i stand til at slippe det skønne Tanzania. Vi var ikke de eneste gæster i Anne-Maries hus. Vi mødte bandt andet en pastor og hans kone, Josephat, som tidligere havde guidet os rundt i byen, og til med også Josephats far som er tidligere biskop for hele Tanzania – en højt respekteret mand. I bandt disse gæster var Line og Anders, som er provstivolontører udsendt af Danmission. Disse to unge mennesker skal arbejde på et børnehjem og stå for søndagsskolen, som er knyttet til børnehjemmet. En anden gæst var søster Sarah-Pia. Hun har arbejdet meget sammen med Tuja, dengang hun boede i Tanzania. Søster Sarah-Pia hjalp Tuja med søndagsskolen dengang. Tuja havde for talt os at hun sikkert ville servere flødekartofler for os, da vi jo er fra Danmark, og rigtig nok havde hun disket op med alverdens lækkerier.

 

Efter en dejlig nattesøvn begyndte dagen kl. 7:00, da søndagen stod på kirke fra kl. 7:30. den lutherske krike i Tanzania minder en hel del om den danske kirke, hvilket gjorde at jeg havde meget svært ved at holde mine øjne åbne, blandt andet også fordi gudstjenesten foregik på swahili. Efter den første gudstjeneste skulle vil skynde os videre til en anden. Søster Sarah-Pia havde nemlig aftnen før inviteret os med til at se hvordan søndagsskolen i Tanzania fungere, da vi står for søndagsskolen i Kamuzinda.
De to søndagsskoler er meget forskellige. I kamuzinda er børnene meget generte og forløbet er meget skoleagtigt, i forhold til Tanzania, børnene er meget højtråbende og aktive – de både synger og danser, og arbejder med bibelske spørgsmål.

Om aftenen havde søster Sarah-Pia inviteret os på aftensmad hjemme hos hende selv. Inden vi tog af sted var vi i tvivl om vi nu også havde nok tøj på, da det havde været en smule køligt i løbet af dagen, men det havde vi nu ikke behøvet at bekymre os om!
Da vi ankom, var søster Sarah-Pias have fyldt med børn og voksne, og ude i siden var der et ”band” – en mand med en tromme og to med hjemmelande instrumenter. Vi blev budt velkommen og blev fortalt at søster Sarah-Pia havde valgt at holde en lille fest for os, og når afrikanere fester så danser de, både børn og voksne. Selvfølgelig skulle vi også deltage, og jeg tror de var ret lige glade med hvor dum jeg end så ud, de synes bare at det var fedt at vi deltog i deres tradition.

Efter sang og dans, var det tid til noget mere seriøst. Vi blev vidst indenfor, hvor vi afholdte et møde omkring nogle workshops, som søster Sarah-Pia skal afholde på Cornerstone og Pastor Fred. Derefter fik vi rigtig afrikansk mad, som bestod af Matoke, bønner, ris, oksekød, nudler og vandmelon til dessert – virkelig god mad! 

Dagen efter blev vi vidst rundt på Mushemba foundation. Mushemba foundation har blandt andet en skol, og de har en del projekter i gang. Vi var ude at besøge denne skole, og jeg må sige at den minder en hel del om en dansk skole. De har rigtige borde, og rigtig tavle og en legeplads. Mushemba foundation har nogle sponserbørn, og vi var ude at besøge to af disse familier. Den ene familie bestod af en enlig mor og fem børn. Hendes første mand døde, og dermed afskar al familie hende, og hun stod pludselig uden tag over hovedet. Anden gang endte manden desværre også med gå bort, og denne gang endte det med at både hun og hendes yngste søn fik HIV.
Den anden familie bestod af en storesøster på 22 som selv har et barn og hendes tre yngre søskende. Deres forældre er begge døde, og som den 22-årig har hun nu ansvaret for fire børn. Man kommer nemt til at sætte tingene i perspektiv når man lægger øre til sådanne historier.

Der er rigtig mange gode udsigter i Tanzania, men selvom at Tanzania er et ubeskriveligt smukt land, så føles Uganda mere som hjem, og vi var alle sammen glade for at være tilbage i dejlige Kamuzinda + Uganda bliver jo ikke kaldt for Afrikas perle for ingenting!

(Billeder kommer senere, hvis internettet tillader det) 

Arbejde i marken

Tirsdag efter vores første dag i skole, kommer Pontiano ind i vores hjem for, at høre om vi vil hjælpe ham i marken. Friske og unge som vi er, var vi selvfølgelig klar til, at give en hjælpende hånd med det samme. På vej ud i marken snakkede vi meget om, hvad det var for noget, arbejde vil skulle lave. Vi snakkede både om plukning af kaffebønner, majs, bananer eller noget i den stil. Men da blev vi overrasket. Vi skulle gøde jorden, så dyrkningen af majs kunne begynde. Gødning af jord i Uganda foregår på følgende måde: man får hver en spand, som bliver fyldt med tørret hønseafføring, derefter finder man en bane i jorden, som ikke er blevet gødet. Nu tager man så med begge hænder en stor portion lort og anbringer i banen med to fødders mellemrum fra hinanden. Og sådan bliver man ved indtil hele marken er gødet. Jeg synes det var en speciel oplevelse, men den ældre mand som ellers skulle have gjort det alene sammen med sine to drenge på højst 10 år blev utrolig glad for vores indsats, så det var det hele værd – selvom vi ikke ligefrem lugtede af roser bagefter!    

 Jacob var virkelig i sit rette element - hans begejstring var overvældende!

 Vi fik en frisk farve efter arbejdet. 

Derefter var det så tid til at plante majsene, hvilket var knap så ulækkert, og vi blev ikke nær så beskidte. I Uganda tager man majs dirkete fra kolben og putter 3-4 majs i jorden også med to fødders afstand, og sådan bliver man ved til majsene er fordelt på hele marken. Om ca. tre en halv måned er majsen parat, og det passer lige præcis med at vi kan nå at smage den frisk dyrket majs. Det er gået virkelig op for mig hvor vigtig regn er her i landet, for hvis tørken fortsætter, kommer der ingen majs.  

fantastisk!

Victoriasøen og Kampala

Turen til hovedstaden Kampala, var rigtig god, og de fleste julegaver er købt. Turen hjem var en smule kaotisk, en tur i denne taxalabyrint er ikke til at spøge med, det lykkedes os dog at finde en med kurs mod Masaka. Det er mig stadig en gåde hvordan vi kom derfra!  

I Uganda er det kun mænd, der spiller Ludo, og der holdes tilmed turneringer i spillet. 

Alle weekenderne er fyldt med udflugter, og  lørdag den 31/8 gik turen til Victoria søen. Kl. kvart i 7 blev vi hentet på bodabodaer, og det tog ca. 45-60 minutter at komme frem til den prægtige sø. Da vi ankom blev vi mødt af store øjne fra især de små børn, som hjalp til med fiskeriet. Den meget lange bred var fyldt med fiskerbåde, som læssede nattens fangster af. Den lille fiskerby var rigtig hyggelig - jeg forestiller mig at det er sådan Frederikshavn har set ud for mange mange år siden.


                                                       
                                                                                                                                                       
Vores tre chauffører, som blev sammen med os,
vidste os rundt, og købte også selv en del fisk. Da det blev tid til at køre tilbage, havde Josef, som jeg køre med tabt sine nøgler ved bredden, og de var desværre ikke til at finde. Fred som også køre med os kørte efter den nærmeste mekaniker, sådan at låsen kunne blive brudt op, og da fred var kørt ser Josef at hans fordæk også er fladt. stakkels Josef viser ingen frustration men griner blot af den trælse situation - ikke en god dag for Josef.

Vi nåede næsten til Bukunda inden regnen øsede ned. På kurset op til rejsen fik vi at vide at alting gik i stå når det regnede, hvilkede jeg synes var meget mærkeligt, men da jeg oplevede dette massive regnskyl forsår jeg det meget bedre! Det regnede i et par timer hvor vi stod strandet under et utæt halvtag, sammen med andre, der måtte søge tilflugt.

 Mange af vores frokoster består af Rolex og Chapati. Chapati er en kæmpe pandekage som smager VIRKELIG godt! Rolex er en Chapati med æg rullet inden i med tomater. Det kunne jeg sagtens leve af i fire måneder, meeen de sparer ikke ligefrem på olien, så selvom det er svært, bliver man nødt til at holde lidt igen.

    Lidt turist har man vel lov at være ;) Vi suger bare Afrika helt ind. 

                                                                                    Uganda Teamet                                

Rejsen til Uganda varede omkring 15 og en halv time, men i selskab med disse dejlige mennesker var det ingen sag. Pontiano stod klar til at tage imod os, og fik os anbragt på et hotel. Den næste dag gik turen til Kamuzinda.  

kl. 05:00 tirsdag den 20 august 2013. 

 

Kun 15 timer tilbage.  

Den første dag
Taxaturen fra Entebbe til Kamuzinda varede omkring fire timer, og fire timer på veje med enorme huller og ekstreme ujævnheder synes en smule lange, men det betød ikke alverden da vi fik lejlighed til at se store vider af fantastiske Uganda. Da vi ankom til Kamuzinda farmen blev vi mødt af fire glade og legesyge børn, Halle på 7, Tina på 4, Enog på 3 og Solmon på 2. De er nogle ekstreme dejlige børn med en MASSE energi. Mamma Halle, som er Pontianos kone gjorde meget ud af at byde os velkommen og forsikre os om at vi skulle føle os hjemme. Dette var intet problem da vi så lejligheden. Mange af os havde muligvis forestillet os en lille jordhule og et toilet som bestod af et hul i jorden, men vi blev overrasket med tre store værelser med dejlige bløde senge og funktionelt køkken med et kæmpe spisebord og et badeværelse som vi har hjemme i Danmark – det eneste forskel er de kolde bade, men det må man bare vænne sig til.

Man lære hurtig at blive vegetar i Afrika, da kødet man kan købe ikke er som Danmark. Vores første aftensmad bestod af ris og grøntsager – vi fik 10 tomater 4 peberfrugter og 3 avokadoer for 6,5 kroner, og de smagte Fantastisk!        

                               
     Fire rigtig søde og livlige unger J





 

                                         
    Halle og Tina vasker tøj.

Rundt i Uganda

Kamuzindafarmen:
Torsdag den 22 august kl. 9:00 startede rundvisningen i de områder, hvor vi som volontører skal færdes mest. Pontiano, som er vores vært, begyndte med at vise os rundt på Kamuzindafarmen. Det er en meget produktiv farm, der både fungere som grisefarm, hønsefarm, kaffefarm, og der er tilmed også bananplantager og en lille sukkerproduktion.  

Skolerne:
Cornerstone og Pastor Fred er to meget forskellige skoler. Cornerstone er lidt mere tilbage i tiden i forhold til Pastor Fred’s school. Jeg skal arbejde på Pastor Fred sammen med Jacob og Mathilde. Jacob og jeg har aftalt at vi til at starte med tager en klasse sammen indtil vi er mere komfortable med at undervise. Der er ”desværre” to uger til at skolerne starter, så vi har rigelig med tid til at opbygge vores nervøsitet for at undervise for første gang.

Babyhjemmet:

På vejen til babyhjemmet kørte vi forbi et kæmpe stort hotel med en lækker lækker pool. Det koster 12 kr. for at bade der lige så længe man vil, og der er oven i køber fri afbenyttelse af internet. Et lille stykke derfra ligger babyhjemmet, hvor vi skal tilbringe 3 dage om ugen. Da vi gik ind ad den store sorte port kom der straks en af børnepasserne og tog imod os. Børnene sov til middag, men blev straks vækket af børnepasserne ved vores ankomst. Selvom de små børn lige var vågnet sprang de os straks om halsen og ville lege med os. Det var en sand fornøjelse at måde disse små glade og livlige børn.
Vi kan heldigvis allerede starte på babyhjemmet mandag den 26 august.  

Man er sikker på at man er i Afrika, når der pludselig passere en stor flok kør. 

    Dette smukke syn kan jeg sagtens vænne mig til! 

Søndag den 25 august 2013

Søndag er en særlig dag i ugen for de fleste ugandere. Kl. 10:00 går turen nemlig til den lokale kirke, hvor de næste tre, fire, fem timer skal tilbringes – kirken i Kamuzinda bestræber sig dog på at stoppe kl. 13. Da vi ankom til kirken, blev børnene på forreste række viftet væk, for der skulle vi fem sidde som ”æresgæster”. Den første del af gudstjenesten foregik på de lokales sprog og først til sidst, kom der en oversætter på. Den første korsang varede godt og vel tre kvarter og det gik ikke stille for sig. Koret i kirken forstår virkelig at synge og danse igennem, det samme gjorde publikum.
Selve gudstjenesten er ikke så anderledes fra den, der bliver afholdt i Danmark, forskellen lægger i hvorledes den bliver udført. Man kan virkelig mærke det ugandiske folks passion og indlevelse – man keder sig i hvert fald ikke. Afrikanerne fester når de går i kirke, modsat danskerne som ligeså godt kunne have været taget til begravelse. 
Jeg må indrømme, at jeg var en smule skeptisk med hensyn til, at skulle i kirke hver dag i fire måneder, men sådan som det foregår, er det absolut ingen sur pligt! 

Snart i Uganda

Rejsen til Uganda varede omkring 15,5 timer, men i selskab med disse dejlige mennesker var det ingen sag. Pontiano stod klar til at tage imod os, og fik os anbragt på et hotel. Den næste dag gik turen til Kamuzinda.   

Næsten klar

Efter en intens uge med nye kendskaber og en masse informationer, føler man sig mere rustet til at rejse ud ud i verden og blive en del af en fremmed kultur. Kurset har givet mig, og forhåbentlig også kursets andre deltagere, redskaber og mod til rejsens begyndelse. Vi har fået undervisning i blandt andet hvordan man kan takle mødet med en anderledes kultur, eventuelle chokreaktioner, sygdoms behandling og hvordan vi skal fungere som underviserer. Glæden har foralvor meldt sig efter ugen i Århus. Jeg kan ikke vente med at komme afsted og møde dette anderledes og forunderlige land!