Uganda Teamet                                

Rejsen til Uganda varede omkring 15 og en halv time, men i selskab med disse dejlige mennesker var det ingen sag. Pontiano stod klar til at tage imod os, og fik os anbragt på et hotel. Den næste dag gik turen til Kamuzinda.  

kl. 05:00 tirsdag den 20 august 2013. 

 

Kun 15 timer tilbage.  

Den første dag
Taxaturen fra Entebbe til Kamuzinda varede omkring fire timer, og fire timer på veje med enorme huller og ekstreme ujævnheder synes en smule lange, men det betød ikke alverden da vi fik lejlighed til at se store vider af fantastiske Uganda. Da vi ankom til Kamuzinda farmen blev vi mødt af fire glade og legesyge børn, Halle på 7, Tina på 4, Enog på 3 og Solmon på 2. De er nogle ekstreme dejlige børn med en MASSE energi. Mamma Halle, som er Pontianos kone gjorde meget ud af at byde os velkommen og forsikre os om at vi skulle føle os hjemme. Dette var intet problem da vi så lejligheden. Mange af os havde muligvis forestillet os en lille jordhule og et toilet som bestod af et hul i jorden, men vi blev overrasket med tre store værelser med dejlige bløde senge og funktionelt køkken med et kæmpe spisebord og et badeværelse som vi har hjemme i Danmark – det eneste forskel er de kolde bade, men det må man bare vænne sig til.

Man lære hurtig at blive vegetar i Afrika, da kødet man kan købe ikke er som Danmark. Vores første aftensmad bestod af ris og grøntsager – vi fik 10 tomater 4 peberfrugter og 3 avokadoer for 6,5 kroner, og de smagte Fantastisk!        

                               
     Fire rigtig søde og livlige unger J





 

                                         
    Halle og Tina vasker tøj.

Rundt i Uganda

Kamuzindafarmen:
Torsdag den 22 august kl. 9:00 startede rundvisningen i de områder, hvor vi som volontører skal færdes mest. Pontiano, som er vores vært, begyndte med at vise os rundt på Kamuzindafarmen. Det er en meget produktiv farm, der både fungere som grisefarm, hønsefarm, kaffefarm, og der er tilmed også bananplantager og en lille sukkerproduktion.  

Skolerne:
Cornerstone og Pastor Fred er to meget forskellige skoler. Cornerstone er lidt mere tilbage i tiden i forhold til Pastor Fred’s school. Jeg skal arbejde på Pastor Fred sammen med Jacob og Mathilde. Jacob og jeg har aftalt at vi til at starte med tager en klasse sammen indtil vi er mere komfortable med at undervise. Der er ”desværre” to uger til at skolerne starter, så vi har rigelig med tid til at opbygge vores nervøsitet for at undervise for første gang.

Babyhjemmet:

På vejen til babyhjemmet kørte vi forbi et kæmpe stort hotel med en lækker lækker pool. Det koster 12 kr. for at bade der lige så længe man vil, og der er oven i køber fri afbenyttelse af internet. Et lille stykke derfra ligger babyhjemmet, hvor vi skal tilbringe 3 dage om ugen. Da vi gik ind ad den store sorte port kom der straks en af børnepasserne og tog imod os. Børnene sov til middag, men blev straks vækket af børnepasserne ved vores ankomst. Selvom de små børn lige var vågnet sprang de os straks om halsen og ville lege med os. Det var en sand fornøjelse at måde disse små glade og livlige børn.
Vi kan heldigvis allerede starte på babyhjemmet mandag den 26 august.  

Man er sikker på at man er i Afrika, når der pludselig passere en stor flok kør. 

    Dette smukke syn kan jeg sagtens vænne mig til! 

Søndag den 25 august 2013

Søndag er en særlig dag i ugen for de fleste ugandere. Kl. 10:00 går turen nemlig til den lokale kirke, hvor de næste tre, fire, fem timer skal tilbringes – kirken i Kamuzinda bestræber sig dog på at stoppe kl. 13. Da vi ankom til kirken, blev børnene på forreste række viftet væk, for der skulle vi fem sidde som ”æresgæster”. Den første del af gudstjenesten foregik på de lokales sprog og først til sidst, kom der en oversætter på. Den første korsang varede godt og vel tre kvarter og det gik ikke stille for sig. Koret i kirken forstår virkelig at synge og danse igennem, det samme gjorde publikum.
Selve gudstjenesten er ikke så anderledes fra den, der bliver afholdt i Danmark, forskellen lægger i hvorledes den bliver udført. Man kan virkelig mærke det ugandiske folks passion og indlevelse – man keder sig i hvert fald ikke. Afrikanerne fester når de går i kirke, modsat danskerne som ligeså godt kunne have været taget til begravelse. 
Jeg må indrømme, at jeg var en smule skeptisk med hensyn til, at skulle i kirke hver dag i fire måneder, men sådan som det foregår, er det absolut ingen sur pligt!