Historier værd at fortælle

Hver mandag, onsdag og fredag er vi alle fem at finde på UCCs babyhjem, som ligger nær Masaka. Kl. ni bliver vi hentet af Joseph og hans venner, som køre og til Bukunda, hvor Vincent venter på os i sin taxa. Vincent køre os da til Masaka, hvorfra vi tager en bodaboda til babyhjemmet. Her kan du finde de dejligste unger. De har alle hver deres fantastiske personlighed, og jeg er sikker på, at de vokser op, og bliver til nogle herlige mennesker. De har alle på hver deres måde en forfærdelig fortid, hvor nogle af dem har været på grænsen mellem liv og død. Her kan i læse et beskedent opslag af deres historier.   

Henry
Henry gik alene rundt i et område kaldet Soweto, da han blev fundet af en rar mand. Henry fortalte manden at han ledte efter sin onkel, som muligvis var hans værge. Manden som fandt Henry, bragte ham til et sted, hvor han kunne få noget hjælp, hvorefter han blev anbragt på UCCs babyhjem. Henry fortalte at hans mor var død, og at hans far herefter gik og kom aldrig tilbage. Henry var meget lille da han blev fundet, og derfor har han svært ved at huske noget fra sin fortid.
Da han kom på babyhjemmet, var han meget syg af malaria, lungebetændelse og lavt blodindhold, han var tilmed meget underernæret. Henry er en skrøbelig lille dreng, og han slås meget med forskellige sygdomme. Trods det er Henry begyndt i skole, og han klare sig godt, selvom der skal kæmpes. Henry er temmelig god til engelsk, og han fungerer gerne som tolk, når de små ikke forstår hvad os mzunguer siger.

Jeremiah
Da Jeremiah var omkring tre år gammel, var han til et crusade(et crusade er en form for vækkelses møde, hvor mange mennesker mødes, synger lovsange og høre en prædiken) sammen med sine forældre. Pastoren, der havde stået for mødet, fandt Jeremiah siddende alene tilbage da han gik og ryddede op efter mødet. Pastoren prøvede at hjælpe Jeremiah med at finde sine forældre, men de var der ikke og sidenhen har de ikke været til at finde. Da Jeremiah var for lille til at fortælle om sig selv, videt der intet om ham eller hans forældre. Sidenhen blev han anbragt på UCCs babyhjem, hvor han nu har boet i flere år. Jeremiah er blevet en stor og sund dreng. Han er en meget ansvarsfuld dreng, som altid er klar til at hjælpe, både mammaerne og sine ”søskende”. Jeremiah går nu i skole sammen med de andre større børn på babyhjemmet.

Miracle
Da Miracle var et halvt år gammel, blev hun fundet helt alene i en by nær Masaka kaldet Kyabakuza. Hun blev fundet af en familie, som tog sig af hende og gjorde hende til en del af deres familie. Efter to år var familien ikke længere i stand til at sørge for hende, men de var heldigvis kloge nok til at rådfører sig med deres pastor, og de blev enige om at kontakte UCC, hvor Miracle bor i dag. Miracle går i skole sammen med fire af sine ”søskende” fra babyhjemmet. Miracle er en meget ansvarsfuld ung dame, som altid sørger for sine søskende og gerne hjemme sine mammaer. Samtidig er Miracle også en rigtig ballademager, som elsker at lege fangeleg, og blive kildet.

Joshua

I juli 2011 blev Joshua hentet fra et nabodistrikt til Masaka, hvor han tre uger tidligere var blevet fundet efterladt på et hospital af ukendte årsager. Han var slemt underernæret og meget lille af vækst. En sygeplejerske passede på ham, imens myndighederne forsøgte at finde slægtninge til ham, men uden held. Da forsøget mislykkedes endte på hos UCC. På Joshua ankom havde han meget store og hævede hænder og fødder, forenden at nogle meget tynde arme og ben. Ved hans ankomst har han været omkring 18-24 måneder gammel, men han vejede kun 7 kilo. Sådan er virkeligheden heldigvis ikke i dag. Joshua er vokset stor og stærk. Han elsker at lege og sidde på den store mus, og se bilerne suse forbi.

John Bosco – AKA JB

JB er i dag en stor robust dreng, med viljestyrke og et kærligt sind. JBs historie kender ingen til, alt der vides er at politiet fandt den lille efterladte dreng i et distrikt kaldet Lyantonde, som ligger meget langt fra Masaka. Først prøvede man at få en ældre dame i distriktet til at tage sig af JB, men at dømme ud fra hans tilstand da han kom til UCC, har hun ikke gjort særlig meget for at holde lille JB i live. Det antages at han var omkring 1 år da han blev overdraget til UCC, men han var i en meget dårlig tilstand og dermed er det svært at sige. Han vejede sølle seks kilo, og var en meget forhutlet lille dreng. Hans tilstand blev heldigvis hurtig forbedret, og i dag står han først på spring, når vi ankommer på babyhjemmet.

Hope

Hope blev fundet i 2010 af nogle barmhjertige mennesker i en bananplantage tæt på Masaka. Hope er retarderet, og hun kunne hverken gå eller tale da hun blev fundet – i Uganda regnes handicappede børn ikke for meget, da de ikke kan hjælpe til med de huslige pligter eller arbejde, samt giver familien yderligere udgifter. De mennesker, som havde fundet Hope, tog hende til hospitalet i Masaka, hvor de gav hende førstehjælp, derefter blev det besluttet, at hun skulle anbringes på babyhjemmet, selvom hun ikke var en baby, men der var enighed om, at det var der hun kunne få den hjælp hun stadig den dag i dag har brug for. Der er sket store fremskridt med Hope. På gode dage kan hun helt selv gå, og hun kan ikke tale, men grine og pludre kan hun. Hope sidder gerne og passer sig selv, og hun nyder at sidde ude i solen, og observere hvad der sker omkring hende.

Dorcas

Dorcas er en meget sød lille pige, som snildt kan passe sig selv. Hun er meget selvstændig, og det tog os noget tid at få den stædige lille pige til at gine – men det lykkedes. Dorcas befinder sig på UCCs babyhjem, fordi hendes mor er psykisk syg, som medfører at hun tit og ofte er på hospitalet, og dermed ikke er i stand til at passe en lille baby. Dorcas har tre ældre søskende, som bor hos deres bedstemor, men bedstemoren mente ikke at hun var i stand til at passe Dorcas, og derfor spurgte man UCC om de kunne sørge for den lille pige. Det kan ende med at Dorcas igen finder sammen med sin familie, men lige nu har hun familie hos UCC. Selvom det er svært at få lille Dorcas til at grine, så er det det hele værd, når det lykkedes.

Winnie og fred

Winnie og Fred er søskende og de bor nu sammen på UCCs babyhjem. Børnenes mor levede et hårdt liv, med druk og tilfældige mænd, og som konsekvens af dette er både mor og børn HIV smittede. Børnenes far boede ikke hjemme og har heller aldrig haft kontakt til dem. Fred var den første til at ankomme på babyhjemmet, da han var 9 måneder gammel. UCC kom i kontakt med familien, da lederen for babyhjemmet en dag besøgte Uganda Care’s klinikken, som deler gratis medicin ud til HIV smittede. Der møste hun moren og de to børn, derefter snakkede hun med Uganda Cares socialarbejder, for at finde en løsning på familiens håbløse situation. Hun kontaktede da den lokale børneforsorg, og det blev besluttet at flytte Fred ud på babyhjemmet. Beslutningen er grundet ud fra den tilstand lille Fred var i. Fred var i en dårlig fysisk tilstand, og fra morens side af blev der ikke rigtig vist nogen interesse for børnene. Ligeså var Winnie voldsomt underernæret, fejlernæret og syg da hun et år efter Freds ankomst også flyttede ind på babyhjemmet. Hun var da fire år gammel og meget lille af vækst, og hun kunne knap nok gå. Winnie var meget mærket af fortiden, og hun virkede som en der havde mistet håbet og troen på mennesker omkring hende. Det mærker man heldigvis ikke på hende mere. Winnie løber nu omkring og leger sammen med sine ”søskende”. Hun elsker at blive båret. Tit går jeg rundt med hende en hel dag. Fred er en lidt anden type. Han er en rigtig vildbasse, som altid er med på nye lege. Fred kan også godt lide at blive båret, hvis det altså er med hovedet ned ad. Han er også utrolig kilden, og han har det sødeste babygrin, man overhovedet kan forestille sig.

Gideon

Gideon har haft alt andet end et nemt og optimalt liv. Gideon er et resultat af insest, mellem sin 17-årige mor og hendes morfar. At få et barn på den baggrund regnes her i Uganda for en forbandelse, og dermed bliver moren og mormoren enige om at skjule barnet i huset og det formodes at de har forsøgt at sulte ham ihjel. Heldigvis bliver den lokale embedsmand mistænksom, og finder Gideon helt udsultet. Han melder det straks til politiet, som kontakter UCC, hvor han bliver anbragt, imens sagen bliver efterforsket. Faren til Gideon stikker af, men moren og mormoren bliver arresteret, de bliver begge dømt skyldige og har efterfølgende afsonet deres fængselsstraf. Da han ankom til babyhjemmet havde han endnu ikke noget navn, og UCC har kaldt ham Gideon – som desuden passer helt perfekt. Gideons alder var meget svær at bedømme, men det er senere afgjort at han var 1 år gammel da han ankom. Under hans tøj viste sig en totalt udmagret krop, men hævede ben og fødder som følge af underernæring og dehydrering. Når man møder Gideon, er det næsten helt utænkeligt at han har været i gennem dette mareridt. Han er en rigtig vildbasse, som altid er der hvor det sker. Gideon går i topclass, som ca. svare til den danske børnehaveklasse.

Mercy
Mercys historie kender jeg desværre ikke, det eneste jeg ved, er at hun har en storesøster, som tidligere har boret på babyhjemmet, men nu er på kostskole. Mercy går også i skole sammen med de andre børn fra babyhjemmet. Hun er en rigtig sød pige, som elsker at lege med dukker og lego.

William – AKA Mutyaba

Da Mutyaba ankom til UCC var han to år gammel og meget meget lille. Myndighederne havde tvangsfjernet ham fra sine bedsteforældre, da han var så underernæret at han var i livsfare. Hans biologiske forældre vides der intet om. Da Mutyaba ankom vejede han blot syv kilo, og to af disse kilo skyldes væskeophobninger. Hans krop var meget hævet, især hans hænder og fødder. Nogle steder havde han sprækker i huden på grund af presset fra væsken. På dette tidspunkt var hans krop og indre organer så belastede at blot det at åbne øjnene var en udfordring. Dårlig hygiejne var også med til at forringe hans tilstand, så meget at hans lille hjerte var i fare for at blive udsat for stress. Heldigvis blev hans tilstand forbedret og er nu en glad og rask dreng. Mutyaba er et rigtig hængetræ, som elsker at blive båret. Han holder også meget af, at sidde på babyhjemmets store mur og se på bilerne suse forbi.

Priscilla

Priscilla er i dag tre år gammel, og har boet på babyhjemmet i to år. Priscillas mor var blot en meget ung teenager, som var blevet gravid med en mand, der var ansat på den skole, hvor hun gik. Den unge kommende mor prøvede ihærdigt, at skjule graviditeten, men Priscilla kom til verden og problemerne tog for alvor til. Priscillas bedstefar blev rasende og ville absolut ikke have uskyldige Priscilla boende i sit hus. Dermed prøvede bedstefaren at få Priscillas far til at tage sig af hende, samtidig med at han ville retsforfølge ham, for at have gjort sin umyndige datter gravid. Af skræk for bedstefaren tog Priscillas far sit eget liv. Priscillas mor prøvede at sørge for den lille pige, men det endte med at Priscillas bedstemor afleverede hende på hospitalet, hvorefter hun blev anbragt på UCC. Da Proscilla ankom, var hun et år gammel, men var blot på størrelse med en baby på en måned. Trods den hårde start på livet lever Priscilla i dag i bedste velgående.

Timothy – AKA Timo

Timo er en herlig baby, som altid er glad og elsker, at blive kastet rundt i luften. Han kom til verden i 2011, på et offentligt hospital i Masaka. Af ukendte årsager ønskede Timos mor ikke at have Timo i sit liv, hvilket resulterede i at hun prøvede at kvæle den lille baby, da sygeplejersken havde forladt dem. Heldigvis kom sygeplejersken tilbage i tide og fik stoppet drabsforsøget. Personalet på hospitalet truede med at anmelde Timos mor til politiet for drabsforsøg, som førte til at hun flygtede og efterlod lille Timo til hospitalet. Dette hospital havde tidligere haft kontakt med UCC, og dermed fik Timo sig en ny familie.

William

William er et yderst kønt barn med masser af kram og smil. Det er svært at sige, hvorfor han blev efterladt kun tre uger gammel. Fay, som er leder af UCC’s babyhjem fik en opringning fra et hospital, om at endnu en baby var blevet efterladt. Fay tog den lille baby med hjem, indtil overdragelsen til UCC kunne foretages. Han så sund og fin ud, så årsagerne til hans efterladelse er svære at regne ud. I dag er han stadig en sund og rask dreng, som elsker, at lege med sine søskende.  

Evas

Evas blev født ved kejsersnit. Hun var en sund og rask baby, på trods af det gik der noget galt da lægen lagde kejsersnittet, så hun blev skåret i ansigtet, som i dag har efterladt et år på siden af baby Evas hoved. Både mor og barn synes raske, dog døde moren kort tid efter. Det formodes at hun har haft en indre blødning som desværre blev opdaget alt for sent. Evas far er meget fattig, og han har frie andre børn foruden Evas, og pengene rakte ikke engang til mælk til lille nyfødte Evas. Dermed blev Evas først anbragt på et center for ældre børn med handicap, men da Evas ikke hører under denne kategori, var det ikke optimalt, og dermed blev hun anbragt på UCC, hvor hun nu bor. Der er ingen tvivl om at Evas vokser op og bliver en meget bestemt dame, hun er helst bossen, og hun skal nok fortælle dig hvad hun har lyst til. Bange af sig, er hun i hvert fald ikke.

Yasin

Yasin er en lidt speciel dreng. Han er omkring tre eller fire år og han kan hverken gå, snakke, spise selv eller nogen andre ting som en sund dreng på tre-fire år skal kunne. Yasin blev fundet ved et tilfælde. En fadder til en af hans søskende, så ham sidde ude foran deres hus, da han var på besøg hos sit fadderbarn. Yasin sad blot og stirrede ud i luften, og så helt fortabt ud. Fadderen spurgte moren hvad der var galt med ham, men hun sagde bare at han var sur. Fadderen besluttede sig for at gøre noget, og dermed endte Yasin på UCCs babyhjem. Man har da funder ud af at han har epilepsi og en form for autisme. Første gang vi besøgte babyhjemmet, var Yasin helt fjern, han var ikke til at få øjenkontakt med, og vidste ingen interesse for nogen ting overhovedet. Nu kan han gå, hvis man hjælper ham og at stå og holder ham hånden. Han er også begyndt at gribe ud efter ting og nu kan vi endelig få øjenkontakt med ham over længere tid. Mandag den 18 november skete der noget fantastisk. Sharon, som er en af mammaerne, sidder sammen med os og leger med børnene, og sidder og leger Yasin, og i det samme med at hun kilder ham på kinderne griner han. Han smilede over hele hovedet, og grinede det sødeste grin. Han lignede et helt andet barn, og man kunne virkelig se smilet i hans øjne!